Påsken på Fyn 2014

Orienteringsløb for hele familien – d.17-18 & 19 april.

Påsken på Fyn 2014 - Orienteringsløb for hele familien  –  d.17-18 & 19 april.

Velkommen

Tak for denne gang ! 

Efter 3 hektiske dage har roen sænket sig over de skove som lagde jord til Påskeløb 2014. Vi har som arrangører været meget glade for de kommentarer vi har fået fra jer både under og efter løbet. Vi ser dem som en tilkendegivelse af, at I stort set hele raden rundt har nydt den fynske natur og de udfordringer vi havde beredt jer. Vi har også nydt at have jer som deltagere i stævnet, og især glæder det os at så mange børn fik nogle aktive dage i naturen, langt væk fra computere, tablets og andre fristelser i sofaen. Hjemmebagt snobrød og varme popcorn over bål er det svært at slå. Det lykkedes jer også at spise os ud af huset, men det ser vi bare som et tegn på, at I kunne lide hvad vi serverede. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme, at vores korttegnere og banelæggere, ifølge jeres udsagn, var deres opgave voksen, og sørgede for at den sportslige del af arrangementet havde et højt niveau.

Vi puster nu lidt ud, men er snart klar til at tilbyde jer nye o-oplevelser. Allerede sidst i maj er der Fynsk Sprint Cup  arrangeret af “Påskeklubberne” og OK Melfar. Vi håber at se rigtig mange af jer til 4 intense løb på bare 2 dage. Og hvem ved, måske der ikke går yderligere 38 år før der igen er Påskeløb på Fyn.

Glemte sager

Se omtale på fyens.dk

Se omtale på TV2Fyn

Se Bulletin 4 – Om børnebane og med foto

 

 

Det er næsten 40 år siden, at de fynske skove for første og hidtil eneste gang lagde jord til et Påskeløb

Det er derfor en stor fornøjelse igen at kunne indbyde til Påskeløb i 2014, i noget af det bedste og mest varierede terræn Fyn kan byde på. De tre etaper ligger indenfor en afstand på ca. 30 km i et naturskønt og kuperet område med mange gode overnatningsmuligheder – ofte med en flot udsigt til Lillebælt og Det Sydfynske Øhav.

Fyn er kendt for sine mange herregårde, og et godt samarbejde med ejerne af to af disse – Holstenshuus og Krengerup – samt Bikubenfonden og Naturstyrelsen, har gjort det muligt at afvikle et så stort arrangement som Påskeløb 2014 i deres skove. Vi er klar til at forkæle jer med 3 gode løb med nytegnede kort i topkvalitet, og selvfølgelig det spirende fynske forår.

Se Bulletin 3

Se Bulletin 2

Se Bulletin 1

Vel mødt til Påskeløb 2014

Faaborg Orienteringsklub – Odense Orienteringsklub – Svendborg Orienteringsklub